Nyhed

Bon Iver indtager førstepladsen

Den succesfulde sangskriver ligger nummer et på hitlisten i denne uge

Fredag er – ud over at være den dag Raveonettes, Mastodon, Portishead og M.I.A. indtager Orange Scene – også hitlistedag, og i denne uge er det en nogen overraskende førsteplads, vi finder på den officielle danske albumhitliste. Den indtages nemlig af ingen ringere end Bon Iver, der således har solgt ganske pænt af sit nye selvbetitlede album.

Resten af top fem består af gamle kendinge som Adele, Bruno Mars, Agnes Obel og Nik & Jay, mens Foo Fighters efter deres seksstjernede præstation i sidste uge har sneget sig op på en 7.-plads med deres seneste udspil, "Wasting Light", mens deres greatest hits-opsamling atter er hoppet ind på listen på en 25.-plads.

Næsthøjest placerede nyhed i denne uge er Neil Young med country-livealbummet "A Treasure", der ligger på plads nummer 21. Af andre nyheder på listen finder vi In Flames på en 24.-plads med deres "Sounds Of A Playground Fading", og på plads nummer 39 ligger Pitbull med "Planet Pit".


 

 

ANNONCE