Nyhed

Årets Steppeulve uddelt

To priser til både Mikael Simpson og Nephew. Ingen idé-pris til Piratgruppen.

I aftes blev Foreningen af Danske Musikkritikeres pris Årets Steppeulv uddelt i Store Vega i København med DR-redaktør Mikael Bertelsen som vært. Og det blev en sejr for de for tiden så succesfulde Nephew og stor-roste Mikael Simpson (billedet), der begge vandt to priser, for hhv. "årets orkester" og "årets livenavn" samt "årets album" og "årets komponist".

I øvrigt et resultat meget lig GAFFA-prisen, hvor Nephew vandt læserafstemningerne i alle potentielle kategorier, mens Mikael Simpsons album "De Ti Skud" af redaktionen blev kåret til årets bedste. De to har også fået en stribe nomieringer til Danish Music Awards, der uddeles 5. marts. Nephew er i denne uge i øvrigt igen gået ind på førstepladsen af hitlisten, selvom deres album "USADSB" nu er over et halvt år gammelt.

Til gengæld vandt den kontroversielle Piratgruppen, der kritiserer AntiPiratgruppens angreb mod ulovlige musikdownloadere, ikke prisen som "årets idé", der i stedet gik til den dansksprogede Leonard Cohen-hyldest "På Danske Læber" med Nikolaj Nørlund som musikalsk bagmand og Anders Dohn som primær oversætter af Cohens sange.


At Piratgruppen var nomineret i denne kategori, har givet anledning til megen debat i musikbranchen de seneste uger og tab af flere musikerorganisationer som sponsorer.

Den særlige pioner-pris, hvor der ingen nominerede var, gik til Povl Dissing.

GAFFA.dk vender senere i dag tilbage med en mere udførlig reportage fra festen.


Steppeulvens hjemmeside


ANNONCE