Nyhed

Nephews debutalbum genudgives 14. februar

"Swimming Time" kan omsider igen fås. "USADSB" tilbage på hitlistens førsteplads.

Nogle tror nok, at "USADSB" er Nephews første album, men faktisk udgav de tilbage i 2000 debuten "Swimming Time" på det lille selskab Martian. Albummet solgte kun omkring 1000 eksemplarer, hvorefter pladeselskabet lukkede, og albummet dermed ikke længere kunne købes.

Efter Nephews store succes med "USADSB" har efterspørgslen efter "Swimming Time" været enorm, men en længerevarende uenighed mellem Martian og bandet har trukket en genudgivelse i langdrag, og brugte eksemplarer har skiftet hænder for mindre formuer. Men omsider er trådene redet ud, og derfor genudsender Nephews nye selskab Copenhagen 14. februar "Swimming Time".

Albummet er umiskendeligt Nephew, med energisk pop-rock med skæve synth-indslag, om end man nok ikke fornærmer nogen ved at skrive, at det er mindre sammenhængende og stramt med hensyn til lyd og sange. Teksterne var også dengang på en blanding af dansk og engelsk, men modsat nu med en overvægt af det engelske. "Swimming Time" indeholder bl.a. sange som "We Don't Need You Here", "Downtown Europe", "Wasted" og titelnummeret, som Nephew alle har spillet live på deres efterårsturné sidste år.


"Swimming Time" lagde grundstenen til det, Nephew er i dag. På trods af, at albumet snart er 5 år gammelt, er det stadig en del af os, som vi gerne vil dele med vores fans. Et stabilt rockalbum med gode melodier, som vi stadig er stolte af. Derfor er vi glade for, at "Swimming Time" bliver tilgængeligt igen," udtaler Nephew-guitarist Kristian Riis.

I øvrigt er Nephews "USADSB" i dag igen gået ind på førstepladsen af den officielle danske hitliste, et halvt år efter udgivelsen. Salgsmæssigt nærmer det sig dobbelt platin, dvs. 80.000 eksemplarer.

I aftes vandt Nephew to priser til musikkritikernes Steppeulv-uddelinger, årets orkester og årets livenavn, ligesom de er nomineret til fem Danish Music Awards, der uddeles i KB Hallen 5. marts. Nemlig i kategorierne "Årets Danske Album", "Årets Danske Gruppe", "Årets Danske Hit" (Movie Klip), "Årets Danske Rockudgivelse" og "Årets Danske Musikvideo" ("Superliga").


Fra Nephew-lejren lyder det i øvrigt, at de i løbet af det næste halve år kun vil spille ganske få koncerter, og i det hele taget trappe ned for aktivitetsniveauet i 2005.

Nephews hjemmeside


ANNONCE