Nyhed

Legendarisk Roskilde-telt overdraget til Danmarks Rockmuseum

Camp UFO Aages telt har været på samtlige Roskilde Festivaler og er nu erklæret officiel dansk kulturarv

Roskilde Festival kan i år fejre sit 40 års jubilæum, og det samme kan det telt, som Camp UFO Aage har haft med på festivalen hvert eneste år siden begyndelsen i 1971. Nu er teltet imidlertid så gammelt og slidt, at dets ejer, "UFO Aage" alias Aage Gaard Johansen har besluttet at overdrage det til Danmarks Rockmuseum.

I den forbindelse blev der lørdag eftermiddag afholdt en officiel overdragelsesceremoni på Agora L77, hvor Camp UFO Aage har ligget i nogle år. Her overdrog "UFO Aage" teltet til Danmarks Rockmuseum i form af kommunikationsansvarlig Lise Hammershøj og museumsinspektør Martin Rovang Jensen. Førstnævnte kunne i øvrigt fortælle, at teltet nu er godkendt af Kulturarvsstyrelsen som officiel dansk kulturarv.

Ved samme lejlighed holdt Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde en tale, hvor hun påskønnede det sociale lejrliv som noget af det allervigtigste ved festivalen – mindst lige så vigtigt som musikken.


"UFO Aage" kunne ved samme lejlighed fortælle, at han selv "kun" har haft teltet siden 1980, hvor han overtog det fra sin søsters mand. Selv har han været på Roskilde hvert år siden 1977, men han indrømmede, at han i de senere år kun lejlighedsvis har sovet i det vind- og vejrbidte telt, som han primært har brugt som lager. "Det er dog godt at lægge sig ind i, hvis det bliver varmt om morgenen", som han sagde.

"UFO Aage" og hans lejrvenner har gennem årene gjort det til en tradition at skrive navnene på en række kunstnere på teltet – ofte navne, de gerne så spille på Roskilde, og ofte er ønskerne gået i opfyldelse – og også blandt andre Sort Sol-sanger Steen Jørgensen har skrevet på det. Inden den officielle overdragelse til Danmarks Rockmuseum skrev "UFO Aage" også selv årstal og sin autograf på teltet.

Teltet skal nu indgå i den officielle samling på Danmarks Rockmuseum, som åbner for offentligheden i 2014 som en del af Roskilde bys såkaldte Musicon Valley.


"UFO Aage" har i øvrigt fået sit tilnavn, da han hævder engang at have set nogle UFO'er ved Sjællands Odde, men det er en helt anden historie.

Se flere billeder af teltet i GAFFAs gallerisektion

 


ANNONCE