Bandet udsender i dag mandag ”Dolly”, og det er ganske gratis.
I dag mandag den 4. juli udgiver Larsen And Furious Jane deres fjerde album, "Dolly", som følger efter kritikerroste Zen Sucker fra 2008. Albummet er startskuddet for Larsen & Furious Janes weblabel www.momowave.org. Her vil bandet fremover præsentere ny originalmusik i digitalt format.
Larsen & Furious Jane udtaler om baggrunden for momowave.org:
"Vi har hverken lysten eller evnerne til at være en del af musikbranchen. Men vi vil gerne dele vores musik med dem, den interesserer. Vores styrker ligger i at skrive og indspille. Vi har ikke lyst til, at Larsen & Furious Jane skal være en produktionsvirksomhed. Den ekstreme professionalisering af selv den mest nicheprægede danske musik gennem de sidste år gør Larsen & Furious Jane til amatører, fortæller bandet og fortsætter:
"For os er glæden og skabertrangen essentiel. Vi ønsker ikke at være levebrødsmusikere. Med momowave.org etablerer vi en direkte kanal til vores publikum. Vores formodning er, at webbårne udgivelser kan give plads til mere leg og flere eksperimenter. Det giver os en frihed at vide, at det, der binder os til vores publikum, er en fælles lyst til at finde ud af, hvor musikken kan føre os hen, og ikke, at vi skal levere en vare formet af strukturer, som er uvæsentlige for vores musikalske virke."
"Zen Sucker" fra 2008 fik – ligesom i øvrigt bandets tidligere plader - hele fem stjerner her i GAFFA, hvor anmelder Pelle Sonne Lohmann blandt andet skrev:
"Niveauet er tårnhøjt fra start til slut, og denne stilmæssigt genfødte udgave af Larsen & Furious Jane viser sin kolossale klasse gang på gang – ypperligst er vel nok den tårefremkaldende Dancing Bear, den stemningsmættede Vietnamese Pool Boy og den pirrende Snakes In The Grass, hvis forunderlige blanding af foruroligende og opløftende elementer effektivt indkapsler essensen af dette blændende album."
"Dolly" kan hentes ganske gratis på www.momowave.org.