Nyhed

Nephew streamer Roskilde-optagelser

Dele af gruppens 2010-koncert tilgængelig i HD på bandets YouTube-kanal

Lørdag var det nøjagtig et år siden, Nephew gav koncert på Orange Scene for op mod 60.000 mennesker, og det jubilæum fejrer bandet ved at streame i alt syv forskellige optagelser fra gruppens livtag med den store og traditionsrige scene. Optagelserne har tidligere været vist på DR K, men lægges nu altså ud til fri afbenyttelse for folk, som oplevede koncerten eller blot ville ønske, at de havde været der.

De syv klip indbefatter hits som "007 Is Also Gonna Die", "Mexico ligger i Spanien" og "Sov for Satan Mand", sidstnævnte inklusive en gæsteoptræden af Søren Huss.

GAFFAs mand på pletten uddelte iøvrigt i sin tid fem stjerner og opsummerede således: "Uanset at de fortalte, at de havde været rystende nervøse, inden de skulle på scenen, leverede de på glimrende vis Nephew-varen og en fortrinlig koncert, der berettigede deres status som Danmarks førende rockband. De overgik ikke koncerten fra 2007 (billedet), men leverede en del (...) der udmærket lægger sig ved siden af".


Døm selv på Nephews Youtube-kanal, hvor knap 1500 allerede klikket ind på koncertens åbningsnummer "Va Fangool!", hvor en energisk Simon Kvamm introducerer med ordene "Roskilde... Så er det kraftedeme mig nu...".

ANNONCE