x

Prince fortolkede rockklassikere

Prince fortolkede rockklassikere

I søndags lukkede Prince, som nyligt har annonceret en ligeledes udendørs koncert på Amager, Hop Farm Festival i Kent - godt tre kvarters kørsel fra London. Festivalens profil er karakteriseret ved de klassiske rocknavne, og prinsen valgte da også at inkludere en række coverversioner fra rockens fælles arvegods i sit sæt denne aften, rapporterer Gigwise.

På programmet var således - overraskende nok - Bob Dylans "To Make You Feel My Love" fra den dystre nyklassikker Time Out Of Mind, foruden The Beatles "Come Together" og Michael Jacksons "Don´t Stop Till You Get Enough", foruden en række af egne numre. Og så fik Prince selskab af Larry Graham, tidligere Sly & the Family Stone, til en version af Wild Cherrys velkendte "Play That Funky Music".

Fremragende håndværk

Weekendens festival bød på et imponerende program, der inkluderede såvel Bryan Ferry, Lou Reed og Patti Smith som The Eagles, Morrisey og Iggy Pop. Og altså Prince, som herhjemme kan opleves på 10-Øren den 6. august.

"Fremragende scenehåndværk - danserutiner, fællessang, glimmer og teatralske soli - og virkelig substans; man glemmer nemt præcis hvor god en guitarist faktisk er", skrev The Guardians anmelder i øvrigt om søndagens show.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA