x

Nick Cave indspiller The Zombies-cover

Nick Cave indspiller The Zombies-cover

Foruden sin faste tjans som frontfigur i henholdsvis The Bad Seeds og Grinderman har den 53-årige elegantier, rocksanger og forfatter Nick Cave ofte fundet tid til diverse enkeltstående opgaver ved siden af, gerne i relation til film- og tv-projekter. Det er blevet til en række fortrinsvis instrumentale soundtracks sammen med violinisten Warren Ellis, og nu har Nick Cave indspillet en udgave af engelske The Zombies 1964-hit "She´s Not There" sammen med alt. countrysangerinden Neko Case.

Den figurerer på lydsporet til fjerde sæson of vampyrserien "True Blood", som havde amerikansk premiere 26. juni. Cave fandt tid til at indspille sangen i Silverlake, Los Angeles med hjælp fra den Louisiana-baserede producer CC Adcock i forbindelse med en familieferie i Californien, fortæller musical supervisor på True Blood og radiovært på stationen KCRW, Gary Calamar, på stationens hjemmeside:

- Neko sang sin del i et lille studie i Seattle, det lød glimrende. Det viste sig at hr. Cave kom til Los Angeles med sin familie på ferie. Mellem ture med sine børn til Universal-studierne og Disneyland (kan De forestille Dem Nick Cave i Disneyland?) fik vi ham ned til Redstar-studiet i Silverlake for at fuldende nummeret med sin hjemsøgende, krypt-agtige vokal. Sexet og uhyggeligt, en fantastisk kmbination til True Blood.

Nick Cave kan opleves i front for Grinderman på Vega i København i næste uge, nærmere bestemt 12. juli. Det er gruppens tredje koncert herhjemme på deres aktuelle, langvarige turné, som også kastede glimrende koncerter i henholdsvis Falconer Salen (billedet) og Værket i Randers af sig sidste efterår.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA