Nyhed

Noel: Jeg vil spille Oasis-sange på turné

Gallagher vil kræve sin del af arven fra Oasis når han tager sit kommende soloalbum på landevejen

Når tidligere Oasis-guitarist Noel Gallagher til efteråret tager på en mindre turné i forbindelse med sit kommende album Noel Gallagher´s High Flying Birds, kan fans også se frem til greb tilbage i Oasiskataloget, annoncerede guitaristen i går. Det skriver NME, som havde en udsendt medarbejder til Gallaghers pressemøde i London.

- Albummet (det kommende soloalbum, red.) varer 46 minutter og 12 sekunder, så jeg vil spille nogle Oasis-sange. Det er mine sange, og jeg skrev dem selv. Jeg er stolt af dem og af den måde de hænger sammen med det, jeg har lavet nu. Jeg tror aldrig, at jeg ville spille en koncert uden at have dem med.

Større turné i 2012


Gallagher annoncerede, at der i første omgang vil blive tale om en kort promotionturné, som i 2012 formentlig vil blive fulgt op af mere omfattende koncertvirksomhed:

- Vi tager på en uges turné når pladen er kommet ud (17. oktober, red.). Vi starter stille og roligt på mindre spillesteder. Og hvis det er godt nok til at blive større, så lader vi det blive det (...). Jeg tror ikke, det bliver en kæmpe turné i år, bare et hurtigt smut rundt i verden, til de største byer, og så formentlig en større tour næste år.

Efterårsurnéen starter i Dublin den 23. oktober og fortsætter til blandt andet Manchester, London og Glasgow.


Detaljer om Oasis-bruddet

Gallagher benyttede i øvrigt også pressemødet til at kaste lys over sin version af årsagerne til bruddet med Oasis og broderen Liam. Han forklarede således, at den direkte anledning var, at Liam krævede at få en reklame for sit tøjmærke Pretty Green i Oasis' turnéprogram.

Først nægtede Noel dette, og siden krævede han, at Liam i det mindste skulle betale for en sådan reklame. "Jeg havde fået nok af Liam", betroede Noel den fremmødte presse, og fortalte endvidere om den dramatiske koncert i Paris i 2009, der blev brødrenes sidste sammen:


- Han (Liam Gallagher, red.) svingede sin guitar som en økse og var nær ved at fjerne mit ansigt.

Og den evigt iltre Liam? - han kvitterede ved slet og ret at skrive SHITBAG på Twitter senere i går.

 


ANNONCE