Nyhed

Freja Loeb på Vega

Energisk powerpop på det københavnske spillested

Allerede sidste år havde nærværende magasin kikkerten rettet mod sangerinden Freja Loeb, som da også figurerede på vor årlige "De bliver store"-liste ved indgangen til 2011. Da Loeb i januar gav koncert som på Vega som del af arrangementet Vegas Udvalgte skortede det da heller ikke på pæne ord fra vor udsendte medarbejder, som blandt andet præsenterede sangerinden således:

"Hun har fra starten karisma som få andre, og hendes ubekymrede og lette popsange med tydelig inspiration fra 80'erne bliver fornemt leveret fra scenekanten. Selvtilliden fejler bestemt ingenting - faktisk ligner, agerer og lyder hun som en international popstjerne; denne skribent kommer til at tænke på Karen O fra amerikanske The Yeah Yeah Yeahs".

Debutalbum på trapperne


25. november kan man atter opleve Loebs diskoinspirerede, keyboardbaserede og elektroniske pop på samme matrikel, når Freja Loeb giver koncert i eget navn.

Sangerindens debutalbum er angiveligt på trapperne, og Loeb kan allerede bryste sig af en del live-erfaring. Hun har således ageret opvarmning for folkekære Nephew, optrådt med White Pony og Vinnie Who og givet flere festivalkoncerter, herunder Start! og sidste års Roskilde Festival.

Skulle man ikke kunne vente til november, kan Freja Loeb iøvrigt også opleves senere på sommeren på årets Trailerpark festival. 


Forsalget til koncerten er startet via Billetlugen, i Fonabutikker og på VEGAs hjemmeside, hvor man også kan læse mere om koncerten. Billetter koster 125 kroner plus gebyr.

 

ANNONCE