Nyhed

Efterladt Elliot Smith-sang ser dagens lys

Endnu en arkivoptagelse med den afdøde sanger udgives i denne måned

"En gave fra graven", kaldte GAFFAs Finn P. Madsen det, da vennen og produceren Larry Crane i 2007 sendte en samling af den melankolske, amerikanske sangskriver Elliot Smiths efterladte optagelser på gaden under titlen New Moon. Crane ejer Smiths efterladte indspilninger, og nu lukkes der endnu engang op for arkiverne i forbindelse med en støtteplade for hjemløse, som udkommer 19. juli.

En del af overskuddet fra New Moon gik til Outside In, et socialt program for unge hjemløse, og det er netop på en støtteplade til samme formål, endnu en optagelse nu dukker op. Det drejer sig om sangen "The Real Estate", som Smith oprindeligt skrev sammen med gymnasievennen Garrick Duckler til bandet Stranger Than Fiction. Demoen, som nu ser dagens lys, er dog indspillet ved en senere lejlighed.

Elliot Smiths spøgelse


Kevin Moyer, som står bag pladen Live From Nowhere Near You Vol. 2, forklarer ifølge Pitchfork, at han faktisk forsøgte at få Smith til at bidrage til den første støtteplade uden held.

"Jeg tror, det enten var midt i hans nedadgående spiral eller under hans efterfølgende restituering. Under alle omstændigheder kom vi aldrig i kontakt, og jeg tænkte at jeg bare ville prøve igen til den næste plade. Nogle måneder efter den første støtteplade fik jeg imidlertid nyheden om at Elliot tragisk og uforklarligt var gået bort", fortæller Moyer, som siden - med Smith-familiens velsignelse - tog kontakt til Larry Crane, og altså fik lov til at bruge "The Real Estate". Han fortæller videre:

"Jeg glemmer aldrig at sidde der ved mikserpulten på et sted, Elliot plejede at kalde praktisk talt sit andet hjem og lytte til hans savnede stemme smyge sig smukt omkring os, mens studiet blev pakket sammen omkring os (studiet skulle flytte, red.). Han var væk nu, og studiet som han hjalp med at bygge var også på vej ud ad døren. Men denne sidste session og omstændighederne omkring dette mystiske track var så surrealistiske og passende, at jeg halvvejs troede, at han til stede.


Elliot Smith døde under uklare omstændigheder 21. oktober 2003, 34 år gammel. Lyt til The Real Estate her.

 

ANNONCE