x

Dylan og Smith bidrager til Andy Warhol-boks

Dylan og Smith bidrager til Andy Warhol-boks

Den 6. august ville den verdenskendte popkunstner Andy Warhol være fyldt 83, og i den forbindelse sendes et boksset på gaden med bidrag fra kunstnere med relation til Warhol. Boksen, som kun vil udkomme i omkring 2000 eksemplarer, indeholder tolv silketryk, tre cd'er og fire vinylplader.

Blandt bidragyderne til den eksklusive udgivelse er Patti Smith, som er repræsenteret ved digtet "Edie Sedgwick (1943-71)", trykt henover et fotografi af den afdøde Warhol-skuespillerinde, samt en ny indspilning af sangen "Edie". Bokssættet har fået titlen 15 Minutes: Homage to Andy Warhol, med henvisning til Warhols berømte citat om at "i fremtiden vil alle få femten minutters berømmelse". En udtalelse, som vel må siges at have en vis profetisk klang i lyset af de senere års realityshows og talntkonkurencer i tv.

Klassiske albumcovers

Bob Dylan har bidraget med et silketryk af hans eget cover til albummet Self Portrait (1970), foruden nummeret med den passende titel "When I Paint My Masterpiece", som dog ikke foreligger i en ny udgave her. Sangen blev oprindeligt indspillet i 1971 og er udgivet på Bob Dylan's Greatest Hits vol. 2, som udkom samme år. De senere år har Dylan spillet sangen live ved flere lejligheder.

Warhols forbindelse til populærmusikken er velkendt. Popstjerner var flittige gæster på hans The Factory i New York i midten og slutningen af 60'erne, hvor The Velvet Underground en periode fungerede som husorkester. Warhol har designet flere klassiske albumcovers, herunder netop Velvet Undergrounds debutplade fra 1966 - med en afpillelig banan på hvid baggrund - og Rolling Stones-hovedværket Sticky Fingers (1971).

Boksen, som udkommer på Legacy, kan erhverves i to udgaver; en luksusudgave som kun udkommer i 85 eksemplarer og koster - hold fast - 20.000 dollars og en almindelig version, som "kun" koster 600 dollars, altså godt og vel 3200 kroner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA