x

Blink-182 slipper ny single løs fredag

Blink-182 slipper ny single løs fredag

I 2005 satte det storsælgende, californiske ensemble Blink-182 karrieren på stand by, men genoptog samarbejdet i 2009, og har de seneste måneder arbejdet på deres sjette studiealbum. Det skulle efter sigende være lige på trapperne, og titlen er fastlagt, skrev bassist Mark Hoppus på sin blog for nylig.

Men allerede næste fredag slipper gruppen deres nye single løs på deres hjemmeside, klokken 7.30 californisk tid. Den har titlen "Up All Night".

Vellykket modning

Gruppen debuterede tilbage i 1994 med Cheshire Cat - titlen refererer til en figur i Lewis Carrolls Alice in Wonderland - mens salgstallene gradvist steg med de efterfølgende Dude Ranch (1997) og Enema of the State (1999) med singlerne "What's My Age Again" og "All Small Things". Seneste udspil var den eponyme Blink-182 fra 2003, der i følge GAFFAs Erik Barkman markerede en vellykket overgang til en mere moden lyd:

"Det utænkelige er sket: blink-182 er blevet voksne. Og vel at mærke ikke på den pinlige måde, med patetiske ballader og frelste attituder. Den californiske trio holder fast i den fandenivoldske energi og de iørefaldende omkvæd på blink-182, men deres punk-pop har fået en mørkere, mere post-punket kant", hed det således fra vor anmelder dengang for otte år siden.

I næste måned tager Blink-182 på turné i hjemlandet med My Chemical Romance.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA