x

Weezer på flydende festival

Weezer på flydende festival

Ifølge Rolling Stone Magazine sejler "Weezer-krydstogtet" over det åbne hav fra Miami til øen Cozumel ud for Mexicos kyst.

Med ombord vil være rock-legenderne Dinosaur Jr. samt Sebadoh, Wavves og Yuck. De forskellige bands vil optræde på fire scener der er placeret rundt omkring på skibet. Det er planlagt, at Weezer skal spille på pool-dækket ved afgang, og igen siden i skibets indendørs teater. Derudover har bandet sagt ja til at lade sig fotografere med fans og også deltage i en spørgsmål-og-svar-session.

Letter anker til januar

Undervejs vil skibet lægge til på stranden ved Cozumel, og følgende døgn sejle tilbage mod Miami. Der skulle efter sigende være meget stor sandsynlighed for, at Weezer vil spille deres hit "Island In The Sun".

Weezer fik deres gennembrud i 1994 med sange som "Buddy Holly" og "Undone (The Sweater Song)" fra debutalbummet Weezer. Sidst man hørte nyt fra amerikanerne var i 2010, hvor de udgav albummet Hurley, som GAFFAs anmelder Erik Barkman tildelte fire ud af seks stjerner.

Skulle man tilfældigvis være i nærheden, sejler krydstogtskibet fra 19.-23. januar 2012.

Forsalget starter den 21. juli, og kabiner på krydstogtskibet vil kunne bookes fra den 3. august.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA