Nyhed

D-A-D giver intim koncert

I anledning af Dansk Musiker Forbunds 100 års jubilæum giver rockbandet koncert på Anholt

Dansk Musiker Forbund er en fagforening for musikere inden for alle genrer, musikundervisere, sangere og musikteknikere m.fl. Foreningen har eksisteret siden 1911 og kan derfor i år fejre 100 års jubilæum.

Rockbandet D-A-D, der har været at finde på den danske og udenlandske musikscene siden 1982, kommer denne gang til at give koncert på en scene, der ikke er meget større end en dobbeltseng, på den lille restaurant Casablanca, som kan huse 90-100 publikummer.

Kaotisk men sjovt


Projektleder på dette arrangement for Dansk Musiker Forbund, Anders Fromberg, udtaler i en pressemeddelelse:

"Det er aldrig sket før og vil nok aldrig ske igen (...) Vi forudser at det bliver kaotisk, men også sjovt".

I anledning af 100 års jubilæet vil Dansk Musiker Forbund fejre musikken og musikerne ved at afvikle koncerter i utraditionelle omgivelser. I uge 28 kan du følge med på P3, hvor der i P3 Formiddag vil være Anholt-rejser i godteposen og fokus på DMF og D-A-D.


Den gratis herlighed finder sted søndag aften den 17. juli på øen Anholt i Kattegat. Senere i juli og august vil flere andre musikalske sommerarrangementer løbende blive annonceret via DMFs hjemmeside.

 

 


ANNONCE