x

Chaka Khan til NPG Festival

Chaka Khan til NPG Festival

Forleden blev der føjet en ekstra dag til, og løbende er der blevet føjet nye navne til plakaten til NPG Festival, Princes egen festival, som rammer 10-øren på Amager den 6. og 7. august. Og nu føjes et af de større af slagsen til listen, i det 58-årige Yvette Marie Stevens, bedre kendt som Chaka Khan, har meldt sin ankomst til arrangementet.

Khan, som vil optræde begge dage, slog sit navn fast som medlem af funkorkestret Rufus, som debuterede tilbage i 1973. Siden etablerede den ekspressive vokalist sig som soloartist, idet hun fik et eftertrykkeligt gennembrud med singlen "I'm Every Woman" i 1978.

Har fortolket Prince

I 1998 skrev Khan kontrakt med Princes selskab NPG, og var siden på turné med ham, ligesom hun udsendte en version af hans "Don't Talk 2 Strangers" fra 1996. I 2000 forlod hun dog NPG igen. I 2007 udkom Funk This med en række covernumre, herunder en version af Princes "Sign o' the Times".

Gennem karrieren har divaen desuden arbejdet sammen med navne som David Bowie, Ry Cooder og Mary J. Blige. Hun gav koncert på Plænen i Tivoli i sommeren 2008, hvor hun tog kegler hos GAFFAs Sohail Hassan, son konkluderende skrev: "Fedt at opleve en levende legende give så fuldendt en koncert, så sent i hendes karriere, om end med en lidt sløv midtersektion".

Foruden Prince og Khan byder NPG Festival på Amager på koncerter med Janelle Monae, Nikki Costa, Larry Graham og Raphael Saadiq.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA