Nyhed

Reggae med Rodigan på BBC

Legendarisk reggae-dj indleder ny programrække i engelsk radio

Den legendariske engelske reggaediscjockey og radiopersonlighed David Rodigan fortsætter sit mangeårige arbejde med at promovere reggaemusikken internationalt. Det sker når han i aften på den engelske radiostation BBC Radio 2 går i studiet for at præsentere en helt ny serie reggaeprogrammer. Rodigan er blevet inviteret af BBC Radio 2, der med sine mere end 13 millioner lyttere på verdensplan regnes for den største radiostation i England.

Der er planlagt 10 programmer i serien, og det første program begynder i aften kl. 22 dansk tid. Programmerne varer en time og kører hver torsdag aften. Rodigan er selv meget begejstret for tilbuddet og lover i en ny pressemeddelelse, at "programmerne vil afspejle alt det der er fedt ved jamaicansk populærmusik og vil portrættere de sidste 50 års musikhistorie lige fra ska til rock steady og reggae, ligesom programmerne også vil byde på en masse nye hits".

Programmerne kan høres på www.bbc.co.uk.


I forvejen kan reggaefans lytte til David Rodigan i radioen, når han hver søndag spinder det bedste reggae fra hele verden på radiostationen Kiss-FM, der kan høres live på www.totalkiss.com

 

ANNONCE