Nyhed

Burnin Red Ivanhoe på Nemoland

Psykedeliske rockveteraner giver koncert på Christiania denne søndag

Man kan ikke sige dansk 60'er- og 70'er-rock uden samtidig at sige Burnin Red Ivanhoe, som satte deres aftryk på periodens danskrock med plader som 6 Elefanskovcikaviser - dén med Poul Dissing på vokal og sangen om "Tingeltangelmanden", som "...vil løsne vore hjertebånd, men vi hader ham for hans skællede hånd".

Dissing får vi ikke, med ikke desto mindre er der mulighed for et genhør med veteranerne på pladsen uden for Nemoland på Christiania på søndag den 17. juli. Det sker som led i rækken af stedets faste søndagskoncerter, og vanen tro vil der være to navne på plakaten. Således spiller ensemblet Tata & Casarosa, inden der for alvor er dømt nostalgisk hippierock i disse passende rammer. Arrangementet starter klokken 17, hvor Jens Opera lægger for på guitar.

Der er god mulighed for at stille sulten i de umiddelbare omgivelser omkring koncertstedet, og skulle lysten melde sig til at nyde et illegalt røgprodukt, vil der formentlig blive set mindre - undskyld udtrykket - skævt til det her end noget andet sted i landet.


Burning Red Ivanhoe blev dannet i København i 1967 og albumdebuterede to år senere med M 144. Op gennem 70'erne blev det til yderligere fire studieplader og en koncertoptagelse, ligesom bandet gav lyd igen i henholdsvis 1980 og 1998. I dag består gruppen, foruden grundlægger Karsten Vogel, blandt andre af Ole Fick. Han sluttede sig til den blues- og jazz-influerede rockgruppe i 1970.

ANNONCE