Nyhed

Take That begejstrede i Parken

Det genforenede boyband leverede en femstjernet præstation i København

I aftes gav det genforenede Take That en udsolgt koncert i Parken i København. Og det var en stor oplevelse at dømme efter GAFFAs anmelder Mikkel Elbech, der tildeler koncerten fem ud af seks stjerner og blandt andet skriver følgende:

"Så skete det. Det potentiale, der med al tydelighed blev indfanget med det så udmærkede album "Progress" (2010), blev endelig indfriet på dansk grund. Med et forrygende og overdådigt sceneshow og en imponerende hitparade fik Take That som forventet cementeret sig som den stærkeste popenhed, verden pt. kender til. Allerede det første glimt af sceneopbygningen bevidnede, at noget stort var undervejs. Den imponerende scene, der blev indhyllet af en gigantisk, robotlignende figur, var udvidet med en usædvanligt lang midterrampe, der førte hen til en mindre scene med ganske tæt publikumskontakt. En opsætning med et budget, der kun er til rådighed for de allerstørste."

Efter en lang gennemgang af koncerten konkluderer Mikkel Elbech, at "...aftenens koncert uanset hvad var underholdning i verdensklasse, og at der kun var enkelte øjeblikke undervejs, der individuelt set ikke fungerede helt optimalt. En så stor iver efter ikke at kede folk er – kombineret med Take Thats sandsynligvis svimlende budget – ikke sådan at kimse ad, og i det store hele må Take That i dén grad siges at have leveret varen. Også selv om det hele på visse punkter kunne have været endnu bedre."


Take That spiller igen i aften i Parken, og der er ganske få billetter tilbage via GAFFA Live.

Læs hele anmeldelsen i GAFFAs anmeldelsessektion.

Læs om nogle publikumsreaktioner i GAFFAs artikelsektion.


ANNONCE