Nyhed

Snow Patrol er snart klar med nyt

Og denne gang har de Michael Stipe med om bord

Michael Stripe, forsanger i R.E.M., besøgte Snow Patrols studie i Los Angeles, hvor han tilbød at rådgive om og finjustere deres sange.

Forsanger i Snow Patrol, Gary Lightbody, fortæller til det engelske musikmagasin Q: "Michael kom med et par forslag her og der. På et nummer med titlen "New York" lød en sætning: "your face has never left me." Hvortil han sagde, at det lød som om man bar rundt på en piges hoved i sin taske. Så det ændrede vi (...) Det var fantastisk, for den første sang, jeg nogensinde spillede live, var R.E.M.s Find The River til en koncert på skolen".

Sidste år skrev vi på GAFFA, at netop Gary Lightbody og R.E.M.s guitarist Peter Buck havde dannet et band ved navn Tired Pony. De udgav sidste år debutalbummet The Place We Ran From, som GAFFAs anmelder Finn P. Madsen tildelte to ud af seks stjerner og gav anmeldelsen overskriften: "Træt gammel krikke har svært ved at lære nye tricks". 


Fra samarbejdet med Michael Stipe udsender Snow Patrol første single, Called Out In The Dark, den 4. september, og det nye album forventes på gaden til efteråret.

 

ANNONCE