x

Plekter Tour serverer 50 koncerter til efteråret

Plekter Tour serverer 50 koncerter til efteråret

Bandudvekslingsprojektet Plekter er støttet af Kunstrådets Musikudvalg og sigter mod at sende bands til spillesteder, hvor de normalt ikke spiller. Bag projektet står de danske øvelokaleforeninger og de rytmiske amatørmusikeres landsorganisation, ORA.

Plekter er for alle danske upcoming-bands, der skriver deres egen musik og er villige til at gøre en indsats, for at koncerten bliver en succes. Konceptet omkring Plekter er at sammensætte to bands, der passer sammen, og lade de to bands spille en koncert sammen i hver deres by. Som udvalgt Plekter-band giver man altså både en koncert i ens eget lokalområde samt en koncert i en anden del af landet.

Projektleder Jesper Fleckner Gravholt fortæller om arrangementet:

"Det er i dag meget svært for de danske vækstlagsbands at komme ud og spille i andre dele af landet end deres eget lokalområde. Dette problem vil vi i ORA gerne afhjælpe ved at give dem muligheden for at komme rundt i landet og få noget live-erfaring, øge deres netværk og skaffe nogle nye fans".

ORA står for den overordnede koordinering af Plekter og dækker transportudgifterne for de deltagende bands.

Til efteråret er der hele 50 koncertdatoer på plakaten på 35 spillesteder over hele landet - fra Frederikshavn til Sønderborg og Esbjerg til Rønne. Touren kickstartes den 15. september på Gimle i Roskilde, og der er koncerter hver weekend de næste to måneder frem til sidste koncert den 19. november på Rockstjernen i Herning.

Der er netop åbnet for tilmeldingen, som løber frem til 1. august, hvorefter et lyttepanel udvælger dette års Plekter-bands.

Tilmeldingen foregår via www.bandbase.dk/ora/plekter, og man kan se den fulde tourplan og læse meget mere om projektet, Plekter og ORA på www.ora.dk/plekter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA