x

Kate Bush arbejder på nyt

Kate Bush arbejder på nyt

Kate Bushs sidste studiealbum Aerial udkom i 2005 og fik fuld plade i form af seks ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Peter Studstrup, som blandt andet skrev følgende:

"Efter 12 års pladepause er Kate Bush tilbage med et mesterværk (...) Nu er det her så, dobbeltalbummet Aerial, der i virkeligheden lyder som to forskellige album, begge bærende Kates umiskendelige signatur i kompositionerne og i hendes stadig lige vidunderlige stemme. Derudover er det en moden Kate af et mildere temperament. Der hviler en ro over hendes sange, der får lov at stå nøgne, uden stjerne-gæstesolisters krydderi eller musikalske eksperimenter".

Sangerinden debuterede i 1978 med albummet The Kick Inside, og nu lyder det at der er blevet arbejdet intensivt på det kommende studiealbum, skriver gigwise.com.

"Selvfølgelig kan du aldrig vide dig sikker med Kate Bush. Hun gør tingene i sit eget tempo. Men vi har fået at vide, at vi skal forberede os på den nye udgivelse til november", fortæller Mark Poston fra pladeselskabet EMI.

Tidligere på året udsendte Bush albummet Director's Cut, som indeholder genindspilninger af udvalgte sange fra albummene The Sensual World og The Red Shoes fra henholdsvis 1989 og 1993.

Director's Cut blev tildelt fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen, som blandt andet skrev følgende:

"Musikverdenens mest sensuelle stemme imponerer på fremragende genfortolkninger (...) Der er tale om delvise genindspilninger, for de fleste sanges vedkommende med helt nye leadvokaler og trommer. Og Kate Bushs stemme har bestemt ikke mistet noget af magien. Faktisk har alderen kun tilføjet hendes stemme og teknik flere facetter, og på Director's Cut er den blevet mere rund og fyldig".

Hvis rygtet taler sandt, sender Kate Bush nyt album på gaden til november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA