Programmet har fået ny ”tyngde” med tilføjelsen af tre metalnavne
Seneste tilføjelser til programmet for Roskilde Festival ’05 må være som sød musik for alle metalhoveder rundt om i landet. Norske Enslaved (billedet) og de to amerikanske bands Isis og Sunn O))) udgør nemlig de seneste nye offentliggjorte navne.
Enslaved spiller det, de selv karakteriserer som ”viking metal”, og som nærmere kan bestemmes som en blanding af black, death og trash tilsat nogle fjerntliggende elementer fra den progressive rock.
Isis er en kvintet fra Boston med tre albums i bagagen. De spiller overvejende lange numre med stor afveksling mellem de hårdtslående riffs og svævende passager. Det bliver første gang, Isis kan opleves i Danmark.
Sunn O))) består af blot to medlemmer, der på hhv. guitar og bas leverer en lektion i, hvor langsomt og tungt musik kan spilles. I pressematerialet forlyder det, at bandet spiller langsommere, end kontinenterne bevæger sig, og at de er det musikalske svar på kosmisk baggrundsstråling, så man må da håbe, at nogen opdager, når de går på scenen.
Roskilde Festival ’05 udspiller sig i år fra d. 30. juni til den 3. juli med warm-up fra d. 26. kl. 08.00.