Nyhed

Reeperbahn Festival føjer danske navne til programmet

Det er Fallulah, The Eco Vamper og When Saints Go Machine, man blandt andre kan opleve på festivalen i Hamburg til september

Til september afvikles sjette udgave af den tyske Reeperbahn Festival, der i løbet af de seneste fem år har vokset sig rigtig stor. I 2011-udgaven kan man opleve 170 bands på 25 spillesteder lokaliseret i St. Paul, som er et af Hamburgs mest levende og kreative kvarterer.

For 445 danske kroner kan nysgerrige musiksjæle opleve ny og spændende musik på spillesteder som de klubber, Beatles spillede på i start-60'erne, kirken, der har givet kvarteret sit navn og andre mere eller mindre usædvanlige venues.

Danske Fallulah, The Eco Vamper og When Saints Go Machine (billedet) er netop blevet føjet til plakaten, hvor man i forvejen kan finde navne som The Duke Spirit, Yoav og Florrie.


Det foreløbige program kan ses her.

"Det er en festival i unikke omgivelser, hvor byen spiller sammen med festivalen, som i år præsenterer 170 håndplukkede bands og solister fra hele verden, herunder omkring 40 fra de nordiske lande", lyder det i en pressemeddelelse.

Sidste år spillede ni danske bands på Reeperbahn Festival, blandt andre Kellermensch, The Rumour Said Fire og Murder, og et lignende antal forventes booket til 2011-udgaven.

Festivalen byder også på Reeperbahn Arts, som byder på film, musikrelateret kunst og plakatkonventet Flatstock Europe 6, hvor tidens bedste og mest berømte plakatkunstnere udstiller og sælger signerede, limited edition-udgaver af deres musikplakater.

Mere information om festivalen kan findes her.

Billetpriser er som følger:
3 dage: 59,50€ - 445 kr. (ekskl. gebyr)
2 dage (torsdag/fredag eller fredag/lørdag): 45,00€ - 335 kr. (ekskl. gebyr)
1 dag (torsdag/fredag/lørdag): 29,50€ - 220 kr. (ekskl. gebyr)


Billetter kan købes her.

Reeperbahn Festival 2011 finder sted i Hamburg i Tyskland den 22.-24. september.

Er du Klub GAFFA-medlem, kan du i øvrigt få rabat på billetterne. Læs mere her.


ANNONCE