Nyhed

Elbow til København

Guy Garvey & Co. gæster Falconer Salen 11. november

Den engelske gruppe Elbow har langsomt, men sikkert skabt sig et dedikeret publikum såvel hjemme som i udlandet. De albumdebuterede i 2001 med "Asleep In The Back", slog for alvor igennnem med deres fjerde album, "The Seldom Seen Kid" fra 2008, og udgav i år deres femte album "Build A Rocket Boys!" Et album, der ligesom gruppens øvrige plader har fået fremragende anmeldelser.

Elbow kunne opleves i juni på Northside Festival i Aarhus, og nu får Øst-Danmark også en lejlighed til at nyde Guy Garvey & Co., når Elbow giver koncert i Falconer Salen i København 11. november.

Elbow spiller en melodisk, lettere melankolsk rockmusik med sofistikerede arrangementer og hyppig brug af strygere, alt sammen med Guy Garveys vidtspændende stemme i front. Garvey er ofte blevet sammenlignet med Peter Gabriel, og selvsamme Gabriel har oven i købet fortolket Elbows sang "Mirrorball" på sit coveralbum "Scratch My Back" fra 2010. Elbow har omvendt fortolket Gabriels "Mercy Street".

Elbows fjerde album "The Seldom Seen Kid" blev i England præmieret med den prestigefyldte Mercury Music Prize, og albummet solgte her dobbelt platin.

Gruppens seneste album "Build A Rocket Boys!" fik intet mindre end de maksimale seks stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen, mens der "kun" var fem stjerner til gruppens koncert på Northside Festival i juni. Her skrev vi blandt andet:


"Den højromantiske ballade "Mirrorball" med smægtende strygere blev fremført med en opfordring til at springe ud med, hvad man måtte sidde inde med af uerklæret kærlighed. Det var svært ikke at få en klump i halsen over at lytte til den hjertegribende sang i hi-fi-lyd med linjen "We made the moon our mirrorball", samtidig med at selvsamme måne blev ved med at stige på himlen til venstre for scenen, mens solen til højre for scenen fadede ud bag horisonten og et Aarhus V, der sjældent har set smukkere ud."

Månen og Aarhus V må man nok undvære i Falconer Salen, men ellers kan man vist roligt sige, at der er grund til at have høje forventninger til koncerten i København.

Elbow
Falconer Salen, København
Fredag den 11. november

Forsalget starter mandag den 1. august via GAFFA Live.

 


ANNONCE