x

30 Seconds To Mars udgiver ep

30 Seconds To Mars udgiver ep

Det amerikanske band 30 Seconds To Mars har fået stor succes med deres tredje og seneste album "This Is War" fra 2009, som de også har turneret flittigt med – i Europa med blandt andre danske Carpark North som opvarmning. Nu er gruppen på vej med en akustisk ep, samtidig med at de kan glæde sig over tre nomineringer ved det kommede MTV Video Music Award-show.

Den 28. august afvikles MTV VMA-showet 2011 i Los Angeles, hvor 30 Seconds To Mars er nomineret med deres kontroversielle og seksuelle kortfilm til sangen "Hurricane", instrueret af deres mangeårige samarbejdspartner Bartholomew Cubbins. 30 Seconds To Mars er nomineret i kategorierne Best Cinematography, Best Editing og Best Direction. De er dermed det rockband, der har flest nomineringer, selvom solister som Katy Perry, Adele og Kanye West har fået flere nomineringer, henholdsvis ni (Perry) og syv (Adele og West).

I 2006 vandt bandet endvidere en MTV2 award for "The Kill", og sidste år løb de af med en award for Best Rock Video med "The Ride".

30 Seconds To Mars debuterede i 2002 med det selvbetitlede album, som blev tildelt fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud. Samme anmelder tildelte albummet "This Is War" fra 2009 to ud af seks stjerner, så ifølge ham er det altså gået tilbage for gruppen, men deres fans er tydeligvis ikke enige.

Forud for den kommende udgave af MTV VMA udgiver bandet som nævnt en digital unplugged-ep med fire numre fra deres seneste MTV-optrædener, henholdsvis numrene "Hurricane", "Kings & Queens", "Night Of The Hunter" og deres udgave af U2-klassikeren "Where The Streets Have No Name".

Den 20. juli havde bandet premiere på tværs af MTV Music Groups platforme og skærme, da "Hurricane" i unplugged-udgave blev sat i rotation på MTVs AMTV, MTV2s AMTV2, mtvU og MTV Hits. Og fredag den 29. juli kan man på Palladia, MTV Networks high-definition musikkanal, se en særlig 30 minutters udgave kl. 21.00 og igen ved midnat.

Ep'en frigives den 22. august.

Se videoen til "Hurricane" her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA