Nyhed

Bottled In England er klar med debut-ep og tour

Nørrebro-duoen præsenterer "Believe The Hype" og "Join The Massive Tour"

I løbet af det sidste år har den danske duo Bottled In England slået deres navn fast med deres live-fremførte drum'n'bass og dubstep, de blandt andet har leveret på Spot Festival i Aarhus, Distortion og Roskilde Festival 2011.

Og nu annoncerer duoen at de er klar til at udgive deres første ep og tage på tour. Debut-ep'en "Believe The Hype" sendes på gaden den 12. august i form af en 12" vinyl og kan kun købes eksklusivt til duoens koncerter på efterårsturnéen "Join The Massive Tour".

I september 2010 leverede Bottled In England en debutkoncert på Rust i København - et sted, som i august vil danne rammerne om duoens releaseparty. 


Herligheden vil finde sted på udgivelsesdagen fredag den 12. august på Rust på Nørrebro i København, hvor Bottled In England vil være i selskab med Beastie Respond og Det Sejler i Effekter.

Udgivelsen af "Believe The Hype" følges op af turnéen "Join The Massive Tour", hvorved Bottled In England kan opleves rundt omkring i landet. Derudover skal duoen også optræde på Nordland Art Festival, som er Polens svar på Spot Festival.

Programmet for "Join The Massive Tour" er indtil videre som følger:


12.08 Rust, Nørrebro   

20.08 Støj Festival, Hillerød   

03.09 Huset, Esbjerg   


10.09 Templet, Lyngby   
      
23.09 Newbess Festival, Aarhus   
      
08.10 Nordland Art Festival, Lodz (Polen)   
      
14.10 Beta, Amager   

29.10 Elværket, Helsingør   

04.11 Stars, Vordingborg   


02.12 Gimle, Roskilde   

03.12 Forbrændingen, Albertslund

Flere steder følger.


Som nævnt optrådte duoen på årets udgave af Roskilde Festival. Koncerten blev tildelt fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, som blandt andet skrev:

"Med Bottled In Englands koncept med at spille drum'n'bass og dubstep på såkaldt rigtige instrumenter ligger sammenligningen med et navn som F.U.K.T. lige for, men Bottled In England er generelt lidt mere ondskabsfulde og rå i udtrykket, og det fungerer glimrende. Publikum var da også i den grad på under hele koncerten".

Til koncerten på Roskilde gæstede elektrorockbandet Turboweekends forsanger Silas Bjerregaard i øvrigt scenen, hvor han med sin markante rockvokal fremførte en dubsteppet coverversion af David Bowie- og Pet Shop Boys-nummeret "Hallo Spaceboy".


Entré på Rust inklusive ep på vinyl og download-kode til ep som mp3 er 50kr.

Vj Varm (Roskilde Festival, Popkomm og Distortion) vil stå for visuals, og releasefestens sponsorer, som er Tuborg, Nørrebro Bryghus og Jägermeister, vil sørge for gratis alkohol til de første. Foreningen Livelaboratoriet samarbejder med Bottled In Englands crew om at skabe en original og helstøbt aften, hvor publikum vil træde ind i et særligt Bottled In England-univers.

 


 

ANNONCE