Nyhed

Local Heroes præciserer reglerne efter kritik

Upcoming-projektet er blevet mødt med kritik for manglede lokal fokusering og svarer nu på kritikken

I går fortalte vi om Local Heroes-konceptet, hvor Carpark North (billedet), The Storm og The Blue Van søger lokale opvarmningsbands til deres respektive efterårsturnéer i samarbejde med Stimorol, MyMusic.dk, Bibzoom, ORA, TDC Play og Musikzonen.

Carpark North har udvalgt de første fem bands på deres turné, og i den forbindelse er konceptet blevet mødt med kritik fra et af konkurrencens deltagende bands, som blandt andet har mailet en kritisk kommentar til GAFFA.

Kritikken går på, at det odenseanske band Climb It Baby er blevet udvalgt til at varme op for Carpark North i Frederiksnavn, selvom de ikke er lokale. Og at de blev udvalgt, selvom de kun fik 12 stemmer, mens andre deltagere fik flere hundrede stemmer.

MyMusic.dk svarer

GAFFA har forelagt kritikken over for MyMusic.dk, en af samarbejdspartnerne i projektet. MyMusic.dk's Anette Konge har mailet os følgende svar på kritikken:

"Vi beklager selvfølgelig, hvis der er nogle bands, der føler sig dårligt behandlet i forbindelse med Local Heroes. Med de i alt 28 koncerter, som projektet Local Heroes inviterer opvarmningsbands med til, kommer vi ud i rigtig mange byer i Danmark, men desværre ikke alle. Ligesom de tre ambassadørbands, Carpark North, The Storm og Blue Van heller ikke besøger de samme byer. Men alle danske bands skal være velkomne til at stille op i Local Heroes, og vi vil helst ikke afskære bands fra at deltage i konkurrencen, fordi de måske bor 50 eller 100 kilometer væk fra et spillested.

Ligesom publikum til efterårets koncerter ventes at komme fra et større opland, så har det også været muligt og i nogle sammenhænge nødvendigt for bands at søge lidt længere væk. Derfor må 'lokale' i denne sammenhæng naturligvis favne et større nærområde og grænserne være lidt flydende. Flere bands har fx. valgt at søge deres egentlige hjemstavn, som de ellers er flyttet væk fra, eller de har ansøgt et område, som de har tilknytning til på den ene eller anden måde, og som de har en aktiv fanskare i.

Det har i gennem hele projektet været ambitionen, at bands i vid udstrækning søger de opvarmningsjobs, der er i lokalområdet. For logikken siger jo, at det er her, der bør være flest fans og dermed størst mulighed for at blive stemt op på de hitlister, som Carpark North, The Storm og Blue Van vælger deres opvarmningsbands fra. Heldigvis har klart de fleste bands fulgt projektets henvisninger, og det vil være bands fra lokalområderne, der bliver udvalgt som opvarmningsband til langt størstedelen af koncerterne.

Der har så været et enkelt tilfælde, hvor det vindende band kommer relativt langt væk fra det sted, hvor de er blevet valgt som support. Den erfaring tager vi selvfølgelig med i overvejelserne, hvis projektet gentages, det er klart. Det kan være, vi skal ind og justere på måden man ansøger, men det er vanskeligt at undersøge den geografiske oprindelse for hvert enkelt band, der deltager. Derfor har vi først og fremmest prøvet at skabe nogle naturlige motivationer for at søge i ens eget lokalområde.

Projektet har hele tiden haft til formål at skabe en ny unik mulighed for så mange nye danske bands som overhovedet muligt, og det er bestemt fortsat forventningen, at 28 meget forskellige bands fra mange forskellige egne i Danmark vil være at finde på spillesteder over hele landet i løbet af efteråret."

Anette Konge tilføjer videre, at i hvert lokalområde bliver de 10 bands, der har fået flest stemmer, givet videre til de respektive hovednavne, altså Carpark North, The Storm og The Blue Van, som hver især vælger deres favoritband ud. Dette band behøver altså ikke nødvendigvis at være det orkester, der har fået allerflest stemmer, og sådan har præmissen hele tiden været.

Support for Carpark North er indtil videre som følger:

Grenaa: Epic Saturday
Vordingborg: Pointless Polaroids
Frederikshavn: Climb It Baby
Vejle: Kuko De Kobra
Helsingør: Ladysmith

Læs mere om Carpark Norths turnéen på carparknorth.com og læs mere om Local Heroes på localheroes.dk

Local Heroes er sponseret af Stimorol i et samarbejde med ORA,  Bibzoom, Musikzonen, TDC Play og myMusic.dk og målet med projektet er at gøre det lettere for nye bands at komme ud til et større publikum.

ANNONCE