x

Kasper Bjørke åbner Music Made by Art

Kasper Bjørke åbner Music Made by Art

På Statens Museum for Kunst (også kendt som SMK) i København kan man søndag den 7. august opleve Kasper Bjørkes musikalske fortolkninger af kunstværker fra dansk og nordisk kunst 1750-1900. Dette sker som en del af arrangementsrækken Music Made by Art.

Music Made by Art er et koncept, hvor fremadstræbende danske musikere sætter lyd til billedkunsten for at kombinere forskellige kunstarter på alternativ vis.

Kasper Bjørke (billedet) har fungeret som producer og dj på den danske elektroniske musikscene i mere end et årti. I 2012 udgiver han sit tredje solo-album, som bliver efterfølger til "In Gumbo" fra 2007 og "Standing On The Top Of Utopia" fra 2010. 

På søndag den 7. august serverer Bjørke sin musikalske fortolkning af Valdemar Schønheyder Møllers værk "Solnedgang. Fontainebleau" (1900). Om sit valg af værk udtaler Kasper Bjørke:

"Jeg blev umiddelbart draget af den utrolige lethed i værket.... Men der var også andre lag i billedet, som fangede min interesse. Jeg blev opmærksom på, at selve modlyset fra solen gav en ekstra dimension, som jeg ikke kan huske at have set før i malerier fra den periode.
Vi kender alle det med at få pletter for øjnene, når man kigger direkte op på solen, og dét syntes jeg var interessant at prøve at beskrive med musik. Fra starten af vidste jeg, at jeg ville lave et soundtrack til billedet - uden vokal. Så det er meningen, at man skal kunne lukke øjnene og se solnedgangen for sig uden at lade sig forstyrre af en vokal".

Arrangementet foregår kl 15 og er gratis.

I løbet af det næste halve år vil et nyt nummer hver måned få premiere på SMK, hvor den musikalske fortolkning kan høres på IPods og IPhones i museets nye præsentationer af samlingerne. Gæster kan låne IPods ved billetsalg, og applikationen til IPhones kan downloades via MusicMadeByArt via App Store.

Efter Kasper Bjørke vil blandt andre Turboweekend, Darkness Falls, Thulebasen og Trentemøller også give deres musikalske fortolkning af et kunstværk på SMK i løbet af det næste halve år.

Music Made By Art er blevet dannet i samarbejde med DSB, og samarbejdet vil blandt andet resultere i en række koncerter i S-togene i forbindelse med lanceringerne af de nye numre.

Du kan finde mere information om Music Made by Art her.

Samme dag afholdes Stella Polaris fra kl. 12-21 i Østre Anlæg lige bag ved SMK.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA