Nyhed

Winehouse topper den engelske hitliste

Den afdøde sangerindes andet album "Back To Black" er tilbage i toppen af den engelske hitliste

Søndag blev den officielle engelske hitliste for den forgangne uge offentliggjort, og ikke helt overraskende viste det sig, at den nyligt afdøde Amy Winehouse var gået direkte ind på førstepladsen med sit andet album "Back To Black", der udkom helt tilbage i 2006. Albummet, som var det sidste, Winehouse nåede at udgive i live, nåede i Winehouses levetid at sælge adskillige millioner eksemplarer på verdensplan, og nu er der så fornyet interesse omkring det efter Winehouses tragiske dødsfald lørdag den 23. juli.

Amy Winehouses debutalbum, "Frank" fra 2003, har ligeledes oplevet fornyet popularitet, og det ligger således på en femteplads på den britiske hitliste. Det er højere end albummets hidtidige toppunkt, hvor det i sin tid nåede en 13. plads, skriver The Guardian. Et bokssæt med de to album ligger desuden på en 10. plads.

Amy Winehouse har ligeledes fem singler i den britiske top 40, nemlig "Back To Black" (nummer 8), "Tears Dry On Their Own" (nummer 27), "Rehab" (nummer 29), "Love Is A Losing Game" (nummer 33) og "You Know I'm No Good" (plads nummer 37). I øvrigt alle sange fra albummet "Back To Black".


Amy Winehouse blev fundet død i sit hjem lørdag i Camden i London den 23. juli, kun 27 år gammel. Der foreligger endnu ikke nogen officiel dødsårsag. Winehouse var kendt for voldsomme problemer med misbrug af både stoffer og alkohol, men ifølge sin familie var hun i bedring ved sin død, oplyser The Guardian.

Herhjemme ligger Amy Winehouse på en 14. plads på den officielle hitliste med albummet "Back To Black", men denne hitliste havde deadline midnat natten til sidste mandag, altså kun halvandet døgn efter Winehouses død.

I USA ligger "Back To Black" nummer 9 og "Frank" nummer 57 på Billboard-hitlisten.


 

 

 


ANNONCE