x

Kings Of Leon aflyser USA-turné

Kings Of Leon aflyser USA-turné

Kings Of Leon kunne sidst opleves i Danmark på årets Roskilde Festival, hvor de lukkede Orange Scene søndag aften. Dengang var de ganske veloplagte ifølge GAFFA anmelder, men nu går det ikke længere så godt for dem. Bandet har netop annonceret, at de er nødt til at skippe deres USA-tour, fordi Caleb Followill har problemer med stemmebåndet og trænger til at slappe af.

"Vi er virkelig kede af at meddele, at Kings Of Leon aflyser deres USA-turné," fortæller bandet i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.

De fire familiemedlemmer beklager meget aflysningen, men siger, at de ønsker at give fans lige præcis, hvad de fortjener, og det kan de ikke, som situationen ser ud på nuværende tidspunkt. De forventer dog at genoptage turnéen i Canada den 28. september, men der er ingen planer om at omlægge alle datoer grundet deres øvrige internationale turnéplaner.

Til en tætpakket koncert i Dallas i fredags fortalte Followill bandets fans, at han havde brug for en hurtig pause, fordi han havde det dårligt og skulle kaste op, skriver metro.co.uk. Han kom aldrig tilbage, men udtalte, inden han forlod scenen: "Min stemme fungerer 100 procent forkert. Jeg er ked af det, men jeg er ved at falde om, fordi her er så skide varmt. Jeg skal kaste op. Jeg drikker en øl, og så går jeg ud og synger tre sidste sange". Dette skete dog ikke.

Calebs bror Jared, bassist i bandet, twittede efterfølgende: "Jeg er meget ked af, at vi er nødt til at droppe touren. Det er ude af mine hænder. Familien kommer i første række".

Caleb har også twittet: "Jeg takker vores fans for at være forstående og hjælpe os igennem den svære tid", hvor han også understregede, at bandet ikke er ved at gå i opløsning.

Kings Of Leon nåede som nævnt at give koncert til dette års udgave af Roskilde Festival, hvor de lukkede Orange Scene søndag aften den 3. juli. Koncerten blev tildelt fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Jeppe Kiel Revsbech. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA