Nyhed

The Vaccines gæster Vega

Det britiske indierock-band lægger vejen forbi København til oktober

Indierock-bandet The Vaccines blev dannet i London i 2010. De er kendt for deres hurtige, korte, frit-fra-leveren-numre, der både har givet gode anmeldelser og et solidt hit med "Post Break-Up Sex". I marts måned udgav bandet deres debutalbum med titlen "What Did You Expect From The Vaccines?", der fik fire fine stjerner af GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen.

I februar måned troppede bandet op på Lille Vega med deres lyd af 60'er-power-punk-rock til en udsolgt koncert. Og snart er de tilbage - samme sted.

The Vaccines var også at finde på NorthSide Festival i Aarhus i juni måned. Koncerten blev tildelt fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Marta Sørensen, som blandt andet skrev:


"Det her er musik som skabt til et live-show med en hoppende og springende forsanger, aggressiv guitarist og masser af larm. Simple og effektive numre på højst tre minutter med umiddelbare tekster, som kan råbes i tidlig-eftermiddags-fuldskab og glæde over at have opdaget et band, som man bare kan nyde uden så meget snak".

Koncerten afholdes på Lille Vega i København den 23. oktober.

Fra på fredag den 5. august kan billetter erhverves via GAFFA Live.  


ANNONCE