Nyhed

GAFFA august er på gaden

Mød Jonas Bjerre, Red Hot Chili Peppers, Thomas Buttenschøn, Kirsten & Marie, WU LUF, Alice Gold, The Shaking Sensations, With No Arms And Legs og mange flere

Så er årets ottende GAFFA på gaden. 64 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.

August måneds hovedhistorie gælder Jonas Bjerre, der er aktuel med sit første soloalbum, som er hans musik til Rune Schøtts aktuelle film "Skyskraber". Vi har talt med manden, som ikke bryder sig om at blive typecastet som "følsomme Jonas fra Hellerup".

Red Hot Chili Peppers er på vej med deres tiende album, "I'm With You". De har fået ny guitarist, Josh Klinghoffer, og det har givet dem ny energi. Vi har mødt gruppen på hjemmebane i L.A.


Thomas Buttenschøn er aktuel med albummet "Vinden Der Blæser", som viser en mere alvorlig side af den tidligere så lalleglade sanger. Vi har mødt ham – og fået ham til at sætte håret efter nogle af sine store idoer.

Kirsten & Marie gav koncert på årets Roskilde Festival og skrev dagbog om den store dag. Vi har fået lov at kigge med.

Markedet for apps er stort, også for musik, men hvor er de fede musik-apps? Vi guider dig igennem app-junglen.


Derudover kan du også møde WU LUF, Alice Gold, The Shaking Sensations, With No Arms And Legs og mange andre, ligesom du kan læse om den Nova FM-aktuelle radiovært Mai-Britt Vingsøes forhold til musik i vores serie "Finale". Og Den Gale Pen har mødt for en gangs skyld musikaktuelle Lars H.U.G. – og vil høre, hvorfor hans nye single lyder som noget fra firserne.

Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af koncertaktuelle George Michael, en mand med masser af hits og op- og nedture i bagagen. Læs også et interview med albumaktuelle tidligere Eurythmics-guitarist Dave Stewart samt en artiklel om Thin Lizzy, der er aktuel med tre genudgivelser. Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.

 


Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med augustudgaven af GAFFA!

ANNONCE