x

Prince tilføjer et sidste navn til NPG Festival

Prince tilføjer et sidste navn til NPG Festival

I morgen lørdag den 6. august og ligeledes søndag løber Princes NPG Music & Art Festival af stablen på 10-Øren i København. Festivalens program er løbende blevet opdateret, og nu tilføjer Prince det absolut sidste navn, nemlig Hypnotic Brass Ensemble, som vil optræde om søndagen. 

Hypnotic Brass Ensemble, der tidligere er blevet beskrevet som et hiphop-kollektiv med stærk indflydelse fra jazz, består af ni medlemmer og har base i Chicago. Otte af medlemmerne er brødre, som sammen med det resterende medlem dannede hornorkestret, da de var helt små. Bandet er et skud i stammen fra den ultramusikalske familie Cohren, hvor både moderen og faderen er professionelle musikere.

I 2007 indspillede orkestret plader med blandt andre Erykah Badu og Maxwell. Derudover har de medvirket på en række numre på Gorillaz' album "Plastic Beach" fra 2010 og optrådte efterfølgende med Gorillaz på Roskilde Festivals Orange Scene i 2010.

Prince har tidligere udtalt, at han ønsker et lillaklædt publikum. Så husk at iføre dig noget lilla til Princes NPG Music & Art Festival, der finder sted på 10-Øren i København den 6. og 7. august. Til gengæld lover han i samarbejde med Frisko, at gæsterne får serveret lilla blåbæris om søndagen ved indgangen, hvis man altså møder op i lilla – ganske gratis.

Om også vil regne lilla, vil tiden vise.

Programmet for begge dage ser således ud:

Lørdag:

Prince

Larry Graham

Chaka Khan

Raphael Saadiq

Paloma Faith

Nikka Costa

Søndag:

Prince

Maceo Parker

Chaka Khan

Janelle Monae

Nikka Costa

Og nu også Hypnotic Brass Ensemble

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA