Nyhed

Aarhus Festuge er klar med musikprogrammet

Oplev blandt andre Josh T. Pearson, M. Ward, Tim Christensen & Gemma Hayes og Charlie Sexton til årets festuge

– Vi er stolte som paver over årets musikprogram, hvor kvaliteten er der, hvor man godt tør bruge ordet verdensklasse uden at misbruge det. Sådan lyder ordene fra festugedirektør Jens Folmer Jepsen, der er ualmindeligt godt tilfreds med musikprogrammet til Aarhus Festuge:

 

– Med navne som årets nye store håb på rockscenen Josh T. Pearson (billedet) og det spanske guitarfænomen Raimundo Amador er der garanti for særlige musikalske oplevelser, man ikke har fået før i Danmark. At store navne som Charlie Sexton, M. Ward og Mark Lanegan lader sig udfordre af at optræde i nye sammenhænge gør også, at vi er en del, der får en meget travl uge.


Til festugens gallaåbning har kunstnere som Steffen Brandt og CV Jørgensen tidligere stået for musikalske oplevelser, og i år er det Tim Christensen der fylder scenen op med sig selv, sit orkester og et til lejligheden nyt bandmedlem, nemlig skotske Gemma Hayes, som Tim længe har haft som en af sine personlige musikalske favoritter.

 

– Også her er der igen lagt op til en koncert, man næppe får mulighed for at se andetsteds eller på et andet tidspunkt, bemærker Jens Folmer Jeppesen og fortsætter:


– Firkantet sagt er vi til for musikken og ikke omvendt – det betyder, at vi prøver at skabe lidt anderledes rammer, hvor man kan opleve nye og andre sider af musikken. Vi har først og fremmest Medium Rare sessions, hvor Howe Gelb som kurator inviterer store udenlandske navne til at spille med lokale og nationale musikere. Sidste år fik vi en aldeles forrygende koncert, hvor Agnes Obel lagde op til Mark Lanegan backet af DeSoto Caucus. I år har vi en aften, hvor Jason Lytle, Charlie Sexton og M. Ward spiler op til de lokale DeSoto-drenge.

Vi har desuden to solo-koncerter, hvor musikken får lov at tale så destilleret som muligt. Sexton og Poul Krebs i selskab med Sally Allen medvirker i den første, og Howe Gelb inviterer i den anden koncert gæster. I år har vi ikke rigtig en 2014-koncert, hvor vi jo plejer at præsentere navne, vi tror bliver store inden for en overskuelig årrække, men jeg tør alligevel godt påstå, at Josh T Pearson-koncerten, hvor han deler scene med A Band of Gypsies, der har fået Raimundo Amador til at tage turen herop, tegner fremtiden.

Aarhus Festuge finder sted fra den 26. august til den 4. september. Læs mere på aarhusfestuge.dk


ANNONCE