Nyhed

De Eneste To trækker stikket for denne gang

Peter Sommer regner med, at duoens næste album kommer om mellem to og fire år. I mellemtiden gælder det Sommer solo og Nephew.

Sidste efterår udgav de deres selvbetitlede, fælles debutalbum, og siden er det blevet til en lang række koncerter. Men når denne sommers festivaloptrædener er overstået, trækker De Eneste To, alias Peter Sommer og Simon Kvamm, stikket for denne gang. Og det har sådan set hele tiden været planen, fortæller Sommer:

– Det har faktisk været planlagt lige fra starten af, hvor langt vi ville køre, for Simon har sit projekt i Nephew, og jeg har mit band, så vi tænkte, at vi ville tage sommeren '11 med og så komme videre med vores ting hver især. Vi har tre ting, der kører ved siden af hinanden, og vi håber, de kan blive ved med det. Som en trebenet malkeskammel, forstået på den måde, at alle tre ben er lige vigtige for os. De skal alle sammen være der, for at den ikke vælter, siger Sommer, som selv har en håndfuld sange parat til en kommende soloplade.

 


Når du nu ser tilbage på samarbejdet i De Eneste To, er der så nogle bestemte begivenheder, eller bestemte elementer i samarbejdet, som du betragter som højdepunkter?

– Jamen, sådan set lidt indefra: at få lov til at kun at gøre det, som jeg holder mest af at gøre – at synge rigtig meget, at lave rigtig meget tekst sammen med Simon. Det at være to om det, er for mig et stort højdepunkt, at være to om at dele den dér spydspidsrolle. Og så at få udlevet de her lidt mere elektroniske sider af mig selv og få sunget inde i det univers. Det har jeg egentlig altid haft lyst til, men jeg har ikke rigtig selv kunne lægge det op, sådan som Simon har kunnet gøre sammen med mig.

I en pressemeddelelse skriver I, at "historien om De Eneste To langtfra er forbi". Kan du løfte lidt af sløret for, hvad der ligger af fremtidsplaner?

– Der er én klar fremtidsplan, og det er at lave den næste plade. Det kan være, at det bliver i overlap med Nephew og mine ting, det kan også være, at det ikke gør – det ved vi ikke endnu. Vi har en enkelt sang liggende i skuffen, som vi ligesom kan gå videre med. Det må komme, når det kommer. Jeg går ud fra, at der kommer til at gå et sted mellem to og fire år.

Har I reflekteret over, hvilken musikalsk retning i vil bevæge jer i på den næste plade?


 – Vi har talt om, at vi synes, at det show, vi har fået op nu, især når vi spiller live, kan indeholde mange forskellige ting; helt fra det vise- og revyagtige til et fuldfedt, elektronisk udtryk. Det kan rumme alle mulige mærkelige ting. Så det giver jo ikke rigtig nogen pejling på, hvor den næste skal bevæge sig hen – det er pænt spraglet. Og det ser vi sådan set kun som en rigtig fed ting.

Du kan hører De Eneste To's sæsonafslutning på Bøgescenen hos Next2Live

 


ANNONCE