Nyhed

Ozzy i hæderlig form før Skanderborg

Den 62-årige sanger gjorde en acceptabel figur på weekendens Wacken Open Air-festival i Tyskland

Torsdag aften giver Ozzy Osbourne koncert på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Torsdag aften havde GAFFAs udsendte fornøjelsen af at se ham på verdens største metalfestival, Wacken Open Air i Nordtyskland, og her gjorde den 62-årige sanger en hæderlig figur, skriver GAFFAs udsendte, Kent Kirkegaard Jensen. Han beretter:

"Hovednavnet i år denne torsdag var nemlig ingen ringere end Ozzy. Manden, der sammen med Tony Iommi var med til at danne det måske vigtigste band for metalmusikken, og som senere begav sig ud i en glorværdig solokarriere, og igennem fire årtier har trukket overskrifter, publikum og kontroversielle handlinger med sig. Og lidt før end planlagt tropper Ozzy Osbourne op på scenen og råber ud til publikum, at han ikke kan høre dem. Et kæmpe brøl kommer tilbage til den aldrende forsanger, og så skydes festen ellers i gang. Ret hurtigt kommer Sabbaths "War Pigs", og sørme om så ikke Ozzy henter en skumkanon frem og sprøjter sæbe ud over publikum, scenefolk, fotografer, og hvad der ellers måtte være i skudlinjen.

Den pergamenttynde stemme maskeres i mikset, og skumfidusen gør så, at man nærmest føler sig hensat til et mindre provinshul et sted mellem Skive og Holstebro, på et unavngivet diskotek tilbage i starthalvfemserne, hvor skumfester parret med dårlig vokal var det helt store. Heldigt for Ozzy har han en strøm af heavyklassikere, der kan hives ud af ærmet, og "Crowley", "Iron Man" med videre gav fantastisk respons fra publikum. Ozzys bedagede stemme og slidte krop blev reddet af lidt for lange tromme- og guitarsoli, hvor man kan spekulere i, om den gamle kriger lå med iltmaske og restituerede. For når han så trådte tilbage på scenen, var han faktisk i ganske fin vigør. Så selvom soloerne var for lange, stemmen tynd, slidt og dårlig og sceneeffekterne aldeles klichéprægede, så var helhedsindtrykket hæderligt. Vi fik set giraffen, og Ozzy leverede et show, der ikke faldt igennem."


Kent Kirkegaard Jensen giver ikke stjerner til Ozzy, men vi kan altså regne med en Ozzy i nogenlunde god form på torsdag.

Ellers var højdepunkterne på Wacken ifølge GAFFAs udsendte blandt andre Judas Priest, Mayhem og Morbid Angel. Læs hans reportager og se de mange fotos fra festivalen ved at følge dette link.

ANNONCE