Nyhed

U2 genudgiver Achtung Baby

I anledning af 20-året for udgivelsen af klassikeren genudsendes albummet i fem forskellige udgaver

19. november 1991 udgav U2 deres syvende studiealbum "Achtung Baby". Albummet blev mildt sagt en stor succes for gruppen, både anmelder- og publikumsmæssigt. Udgivelsen indeholder blandt andet nyklassikeren "One" og andre velkendte U2-sange som "The Fly" og "Mysterious Ways", har modtaget to Grammyer og har til dato solgt over 18 millioner eksemplarer på verdensplan. I 2003 placerede Rolling Stone albummet på plads nummer 62 på listen over alle tiders 500 bedste album.

Nu har albummet snart 20 års jubilæum, og det markerer gruppen – eller nok rettere sagt deres pladeselskab, Island/Universal – med en jubilæumsudgave, der kommer i hele fem forskellige versioner. Den billigste er en ganske ordinær genudgivelse af albummet, mens den dyreste, Über Deluxe-udgaven, er en nummeret boks.

Über Deluxe-udgaven (billedet) indeholder seks cd'er med både albummet, efterfølgeren "Zooropa" samt remixes, B-sider og uudgivne sange, fire dvd'er med koncertoptagelser og musikvideoer, en dobbelt-vinyl-udgave af albummet, de fem singler fra albummet i originale covere, 16 kunst-tryk fra coveret, en 84 siders bog, et par fluesolbriller som dem, Bono brugte i tiden omkring udgivelsen, fanklub-bladet Propaganda, badges og klistermærker. (Dansk pris: Cirka 2300 kroner).


Super Deluxe-udgaven indeholder de seks cd'er og fire dvd'er, som Über Deluxe-boksen rummer, samt en 92-siders bog og 16 kunst-tryk. (Hvorfor bogen her er 8 sider længere end Über Deluxe-boksen, melder historien ikke noget om). (Dansk pris: Cirka 640 kroner).

Vinyl-bokssæt-udgaven indeholder fire lp'er, heraf to på gennemsigtigt blåt vinyl, der indeholder remixes og B-sider. Bokssættet rummer en 16 siders booklet. (Dansk pris ikke opgivet).

Deluxe-udgaven er en dobbelt-cd bestående af genudgivelsen af det originale album samt B-sider og sjældenheder. (Sælges til almindelig cd-pris)


Og endelig bliver albummet genudgivet i sin oprindelige version. (Sælges lidt under almindelig cd-pris)

Alle genudgivelser er på gaden 31. oktober.

"Achtung Baby" blev indspillet i løbet af seks måneder i 1990-91 i Hansa Studio i et Berlin præget af murens fald i 1989 og Tysklands genforening året efter, og i Windmill Lane i Dublin. Producere var U2's faste samarbejdspartnere Daniel Lanois og Brian Eno i samarbejde med Steve Lillywhite, og med Flood som tekniker. Første single var "The Fly", og albummet kastede yderligere fire singler af sig, nemlig "Mysterious Ways", "One", "Even Better Than The Real Thing" og "Who's Gonna Ride Your Wild Horses". "Achtung Baby" var sine steder mørkere og mere kantet i lyden end forgængerne og inspireret af både støjrock, industrial og elektronisk musik.


I forbindelse med genudgivelsen har den Oscar-vindende instruktør Davis Guggenheim ("Waiting For Superman", "An Inconvient Truth") indspillet en film om U2's arbejde med albummet. Filmen er optaget i Hansa Studios tidligere på året, hvor Guggenheim samlede bandet, og har fået titlen "From The Sky Down". Filmen åbner Toronto International Film Festival 8. september og er inkluderet på Über Deluxe- og Super Deluxe-udgaverne af "Achtung Baby".

Læs mere på U2's Achtung Baby-side.

ANNONCE