x

LiveContest 2005

LiveContest 2005

Hvis du har noget musikalsk at byde på, så har du nu muligheden for at melde dig til landets største musikkonkurrence. Navnet er LiveContest 2005, og konkurrencen er efterfølgeren til DM i Rock.

LiveContest afvikles på en række af landets førende spillesteder, og konkurrencen består af 16 indledende runder, 4 semifinaler og en afsluttende finale. Bands som Saybia, Dizzy Mizz Lizzy, Zapp Zapp og Carpark North er eksempler på artister, der har haft stor glæde af at deltage i musikkonkurrencen.

De deltagende bands udvælges og bedømmes af professionelle musikere, pladeselskabsfolk, journalister, anmeldere, bookere og branchefolk. I 2004, hvor mere end 80 bands deltog, kunne man blandt dommerne bl.a. finde Rasmus Poulsen (Det elektriske barometer på P3), Peter Sommer, Janus Køster Rasmussen (musikskribent for bl.a. Politiken) og Carsten Heller (producer for bl.a. Nephew).

Bands kan allerede nu og frem til 1. maj 2005 indsende demo-materiale, hvis de ønsker at komme i betragtning. Offentliggørelsen af de deltagende navne sker i slutningen af maj 2005, og LiveContest 2005 afvikles i september, oktober og november 2005.

Musikkonkurrencen arrangeres af Rytmisk Musik Danmark, der arbejder for at skabe bedre vilkår og betingelser for rytmiske musikudøvere i Danmark.

LiveContest 2005


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA