x

Ivory & Gold er klar med debut

Ivory & Gold er klar med debut

"Let, legende og nærværende med et soulful elektronisk udtryk og kantede poptoner" er de ord, der beskriver den danske duo Ivory & Gold i en pressemeddelelse. 

Den ene halvdel af duoen er sangerinde og sangskriver Karen Marie Groth, og den anden halvdel består af producer Ronni Vindahl. Siden starten af 2010 har de to i samarbejde stablet deres eget fælles udtryk på benene.

Karen Marie Groth er en selvlært sangerinde og sangskriver. I løbet af sin tid har hun arbejdet med nogle af Danmarks mere markante sangere, musikere og producere, blandt andre Hanne Boel, Per Vers og Madness4Real, og boet i henholdsvis New York og L.A. Derudover har hun afholdt en række foredrag omkring det at være selvlært sanger, på blandt andet Berklee Music Academy i Boston.

Ronni Vindahl er ligeledes en selvlært musiker. Vindahl fungerer som en af hovedkræfterne bag det anmelderroste musikkollektiv Boom Clap Bachelors og Non+ og har skabt sit eget udtryk i dansk musik.

Tilsammen indeholder Groth og Vindahls lydunivers efter sigende mange facetter i et rum, der rammer krydsningen mellem organisk og elektronisk musik, med en melankolsk tone.

Ivory & Golds første ep, "I", sendes på gaden den 26. september 2011 på Universal. Ep'en beskrives i en pressemeddelelse som "en melodisk vandring igennem to musikalske liv, hvor kombinationen af opvækst med popmusik fra 80'erne og 90'erne, forkærligheden for det organiske og legen med de unaturlige elektroniske brud giver en unik blanding af folk-tronica, dreampop og elektro-clash".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA