Medina til casting som Bond-babe

Medina til casting som Bond-babe

Medina har mange jern i ilden for tiden. Hun turnerer vidt og bredt, hun udgiver et nyt album til efteråret, og så skal hun måske være Bond-babe. I hvert fald kan Se og Hør i denne uge fortælle, at popprinsessen tilbage i begyndelsen af juli var til casting i London på den næste James Bond-film.

I slutningen af juni twittede Medina da også gentagne gange om James Bond uden dog decideret at røbe, at hun skulle til casting på filmen.

Medina får ifølge Se og Hør svar i næste måned, og filmen, "Bond 23" – den 23. i rækken af Bond-film, deraf titlen – bliver en direkte fortsættelse af "Quantum of Solace" fra 2008. Hvis Medina får rollen, kommer hun til at spille over for Daniel Craig i rollen som Bond.

Ifølge Se og Hør har hele syv danske piger været til casting som Bond-babe, så Medina er altså oppe mod en række landsmænd.

En enkelt gang tidligere har James Bond haft selskab af en dansk kvinde i en film, nemlig i 1997's "Tomorrow Never Dies", hvor Bond i egenskab af Pierce Brosnan fik kvindeligt selskab af Cecilie Thomsen.

Medinas pladeselskab A:larm bekræfter over for GAFFA, at historien er god nok, men har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Medina kan opleves live fredag på Danmarks Smukkeste Festival og lørdag i Åbenrå.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA