x

Agnes Obel tilbage i top 2

Agnes Obel tilbage i top 2

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort. I denne uge er Adele igen i toppen af albumhitlisten med sit storsælgende andet album, "21", og ganske imponerende er Agnes Obel (billedet) gået helt op på en andenplads med sit nu 10 måneder gamle debutalbum "Philharmonics". Agnes Obel indleder i øvrigt sin efterårsturné 28. august i Den Fynske Landsby i Odense.

Agnes Obel har skubbet sidste uges højdespringer, afdøde Amy Winehouse og hendes "Back To Black", ned på en tredjeplads.

Ellers er hitlisten - traditionen tro her om sommeren – også denne uge uden de store nyheder i top 40. Eneste nyhed er faktisk den engelske r&b-sanger og rapper Taio Cruz og hans album "Rokstarr", der går ind på plads nummer 36. Albummet udkom i øvrigt i England helt tilbage i 2009.

På hitlisten finder vi fem re-entries. Øverst Jessie J og hendes "Who You Are", der går ind på plads nummer 10 efterfulgt af Jamie Woon og hans "Mirrorwriting", der er tilbage på hitlisten på plads nummer 35, Vinnie Who, der går ind på plads nummer 38 med "Then I Met You", Thomas Ring, der vender tilbage på en 39. plads med "Wrong Side Of The Daylight" og endelig Arctic Monkeys, der udgør rosinen i top 40-pølseenden med "Suck It And See".

Track-hitlisten toppes i denne uge af Maroon 5's "Moves Like Jagger", mens streaming-hitlisten toppes af en nyhed, Katy Perrys "Last Friday Night".

I England ligger Amy Winehouse og "Back To Black" stadig på førstepladsen lige foran Adeles "21", mens Adele ligger nummer 1 i USA, og "Back To Black" her holder plads nummer 16.

Se alle de officielle danske hitlister her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA