x

Tidligere Warrant-sanger død

Tidligere Warrant-sanger død

Jani Lane, tidligere sanger i den Hollywood-baserede glamrock-gruppe Warrant, er død, 47 år gammel, skriver Rock AAA. Jani Lane blev fundet livløs på et hotelværelse i Woodland Hills i Californien i går. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Warrant blev dannet i 1984 i Los Angeles, og Jani Lane blev medlem af bandet i 1986. Gruppen fik stor succes med debutalbummet "Dirty Rotten Filthy Stinking Rich" fra 1989. Albummet nåede en 10. plads på den amerikanske hitliste og rummede tre top 40-singler, "Heaven", "Down Boys" og "Sometimes She Cries". Succesen fortsatte med gruppens andet album, "Cherry Pie" fra 1990. Dette album nåede en syvendeplads på den amerikanske hitliste og indeholdt yderligere tre top 40-singler, "Cherry Pie", "I Saw Red" og "Uncle Tom's Cabin". Gruppens tredje album, "Dog Eat Dog" fra 1992, blev også en moderat succes, men herefter dalede salgstallene for Warrant.

Jani Lane forlod Warrant i 1993, men vendte tilbage året efter. I 2004 gik han imidlertid endnu engang ud af gruppen og gik kort efter i behandling for udmattelse relateret til stof- og alkoholmisbrug. I 2008 vendte han så atter tilbage til Warrant, men forlod nok en gang gruppen året efter.

I 2010 modtog Jani Lane en dom for at køre bil i påvirket tilstand og blev idømt 120 dages fængsel, ligesom han mistede kørekortet for tre år og blev beordret til at gennemgå 30 måneders behandling for alkoholmisbrug.

En af Jani Lanes seneste offentlige optrædener var 23. juli, hvor han medvirkede i en indspilning af VH1 Classics programrække "That Metal Show" sammen med Michael Sweet fra Stryper og Tamie Downe fra Faster Pussycat. Udsendelsen er programsat til 1. oktober.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA