x

Henrik Marstal remixer Gustav Mahler til Strøm

Henrik Marstal remixer Gustav Mahler til Strøm

I netop disse dage, nærmere betegnet fra den 15.-20. august, er der Strøm Festival over hele København. Hovedscenerne er i Enghaveparken på Vesterbro fredag og lørdag, mens en række udvalgte spillesteder lægger hus til de resterende events hele ugen. Blandt andet Brorsonskirken på Nørrebro, som på onsdag den 17. august bliver gæstet af Henrik Marstal med følge. 

Musiker og producer Henrik Marstal alias Starchild #2 vil i selskab med Hannah Schneider levere en række ambient electronica-numre, som består af samplinger, loops og drejninger af østrigske Gustav Mahlers (1860-1911) orkestermusik.

I en pressemeddelelse bliver arrangementet beskrevet således:

"Koncerten vil forsøge at lade en række af de mest ambiente og lavmælte passager af Gustav Mahlers symfonier og orkesterlieder blive sat i et nutidigt, elektronisk perspektiv med referencer til musik af navne som Brian Eno, Jóhann Jóhannsson, Max Richter og My Bloody Valentine. Om musikken er klassisk, rytmisk, begge dele eller ingen af delene vil helt og holdent være op til lytteren". 

Det er første gang i Danmark, at Mahler sættes i elektronisk rotation. Og koncerten på onsdag under Strøm Festival er den første i en længere række. Marstal og Schneider vil i løbet af efteråret nemlig markere 100-års dagen for komponistens død med en række elektroniske Mahler-koncerter, hvis fundament består af Henrik Marstal (bas, effektpedaler, moog taurus og shahi baaja), Hannah Schneider (vokal, percussion, synth, omnichord og looper), Søren Brylle (lydregi) og Justin Ulbrecthsen (visuelt design).

Henrik Marstal har en særlig interesse i Gustav Mahlers musik samt det 20. århundredes musik. Marstal skrev blandt andet kandidatspeciale om Mahlers modernistiske aspekter og har senest siddet som medlæser på manuskriptet til Karl Aage Rasmussens biografi "Tilnærmelser til Gustav Mahler".

Via SoundCloud kan du tage en smuglytter på Mahler-remix af Henrik Marstal.

Du kan læse mere om Marstals Mahler-koncert på Strøms hjemmeside.

Koncerten finder sted i Brorsonskirken på Nørrebro i København.

Entré 40 kroner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA