Nyhed

Roxette til Forum Horsens

Den svenske pop-duo lægger vejen forbi Horsens til november

Lørdag den 5. november får man mulighed for at opleve den svenske pop-duo Roxette, når de leverer koncert i Forum Horsens.

Efter en længere pause vendte de to Roxette-medlemmer Marie Fredriksson og Per Gessle tilbage til musikken i 2009 og stod blandt andet for lukningen af Bøgescenen på Smukfest 2010. I starten af det igangværende år udsendte duoen comeback-cd'en "Charm School" og pakkede efterfølgende deres grej og tog på en verdensomspændende turné.

I løbet af i år har man som publikum kunne opleve den svenske duo flere steder, som blandt andet på Plænen i Tivoli i juli måned. Og snart får man altså mulighed for at opleve 90'er-duoen i Horsens.


Roxette blev dannet for 25 år siden, og i 1989 fik de deres gennembrud med albummet "The Look", der snuppede en førsteplads i USA. Året efter kunne man finde duoen i soundtrackcoveret til filmen "Pretty Woman" med nummeret "It Must Have Been Love", som i slutningen af 2005 var blevet spillet mere end fire millioner gange på amerikanske radiostationer.

Derudover står Roxette bag hits som blandt andre "Milk and Toast and Honey", "Wish I Could Fly", "The Look", "Sleeping in My Car", "How Do You Do", "Dressed for Success" og mange flere. Og siden slutningen af 80'erne har duoen solgt mere end 55 millioner album og 20 millioner singler.

Efter en albumpause på godt og vel 10 år udgav duoen altså albummet "Charm School" i februar måned. Albummet blev tildelt fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Mikkel Elbech, som blandt andet skrev:


"... en absolut sympatisk udgivelse, som gelinde markerer Roxettes tilbagevenden".

Du kan finde mere information på Roxettes officielle hjemmeside eller her.

Billetsalget starter torsdag den 25. august.

Billetter kan købes via Billetlugen, i Fona-butikker eller i Horsens Ny Teater.


Koncerten finder sted i Forum Horsens lørdag den 5. november kl. 20.00.

ANNONCE