Nyhed

Beady Eye gæster Vega

Det britiske rockband med Liam Gallagher i front pakker grejet ud i Store Vega til oktober

Det britiske rockband Beady Eye blev dannet sidste år af de fire medlemmer Liam Gallagher (vokal), Gem Archer (guitar), Andy Bell (guitar) og Chris Sharrock (trommer) fra det hedengangne Oasis. Til live-optrædener finder man Jeff Wootton bag bassen. 

Til dette års regnfulde udgave af Jelling Festival kunne man lægge øjne og øre til Beady Eye, og til oktober gæster de igen Danmark, når de leverer koncert i Store Vega i København.

I februar måned i år frigav bandet deres debutalbum "Different Gear, Still Speeding". Albummet modtog en firestjernet anmeldelse af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen, som gav anmeldensen overskriften:


"Liam Gallagher stortrives ude af Noels skygge".

Storebror Noel udgiver sit første soloalbum, "Noel Gallagher's High Flying Birds", 26. september.

Siden Noel forlod Oasis har der ikke været "sød musik" mellem de to brødre, hvilket vi tidligere har skrevet om.


Det er første gang, at Beady Eye leverer klub-show i Danmark. Det sker i Store Vega i København søndag den 16. oktober.

Billetsalget starter tirsdag den 23. august kl. 10.00, og du kan købe billetter via GAFFA Live

 


ANNONCE