Det amerikanske pop-fænomen lægger sig i halen af Michael Jackson med fem hitlistetoppere fra samme album
Pop-fænomenet Katy Perry er den første kvindelige kunstner og den anden kunstner i historien, der er i besiddelse af fem single-førstepladsplaceringer på Billboards Hot 100 hitliste fra det samme album, og albummet "Teenage Dream" er samtidig det første album nogensinde, der scorer fem førstepladsplaceringer på Billboards Pop Songs-hitliste. Det oplyser Billboard.
Sangerindens nyeste single "Last Friday Night (T.G.I.F.)" er i denne uge kravlet op på førstepladsen på Billboards Hot 100 hitliste, hvilket har medført, at Perry har placeret sig som nummer to efter Michael Jackson, som begge – som de eneste – har leveret fem førsteplads-hitsingler fra samme album, i løbet af Hot 100 Hitlistens 53 år lange eksistens. Jackson brugte dog kun ni måneder og to uger på at få fem førstepladser med fem singler fra albummet "Bad", i perioden 1987-88, hvor Perry har skullet bruge et år, to måneder og en uge på at opnå samme resultat.
I løbet af det seneste år har Perry domineret radiostationer med sine popnumre som "California Gurls", "Teenage Dream", "Firework", "E.T." og "Last Friday Night (T.G.I.F.)", hvor "Last Friday Night (T.G.I.F.)" slår "E.T." med flest ugentlige afspilninger i hitlistens historie.
Du kan finde mere information om Katy Perry på hendes officielle hjemmeside.