Nyhed

Nyt på vej fra John Cale

The Velvet Underground-veteranen foregriber kommende album med ep i næste måned

Mens vi venter på udgivelsen af Lou Reeds studiesamarbejde med Metallica, er det nu blevet offentliggjort, at den gamle Velvet Undeground-kollega John Cale også har nyt på trapperne. Til næste år udkommer den 69-årige walisers første soloalbum i syv år, og allerede 19. september lander ep'en Extra Playful.

Violinisten, bratschisten med mere forlod The Velvet Underground efter kunstneriske uoverensstemmelser med Reed i 1969, og solodebuterede året efter med albummet Vintage Violence. I 1973 udgav han sin måske bedst kendte plade, Paris 1919, som han sidste år opførte i sin helhed ved koncerter i blandt andet London og Cardiff.

I samme periode fortsatte han samarbejdet med den tyske fotomodel og sangerinde Nico, der medvirkede på The Velvet Undergrounds banebrydende debut The Velvet Underground & Nico fra 1967, og har gennem årene også lejlighedsvist indspillet og optrådt sammen med Lou Reed.

Et spring ud over poppens kant


I 2004 udkom en koncertoptagelse fra januar 1972 med Cale, Reed og Nico fra den parisiske klub Le Bataclan. Efter denne koncert skulle der gå 17 år, inden Reed og Cale atter arbejdede sammen, denne gang omkring pladen Songs for Drella (1989), som blev undfanget i anledning af mentoren Andy Warhols død i 1987.

8. oktober opfører Cale atter showet When Past & Future Collide: Paris 1919 Live i forbindelse med Ruhrtriennial Festival i tyske Essen, hvorefter han tager på en større fransk turné.

Det kommende udspil har han ifølge Planetrock.com - i vanligt velformuleret stil - givet følgende, vanskeligt oversættelige karakteristik: "(A) leap from pop's edge with glee, freewheeling through springy beats, snaking, shonky guitar lines and zones of exciting texture".


Et enkelt nyt nummer, betitlet "Whaddaya Mean By That", er allerede tilgængeligt via iTunes.

ANNONCE