Nyhed

Adam Cohen slipper nyt

Søn af den legendariske Leonard Cohen udgiver album nummer fire og tager på Europaturné til efteråret

Til oktober udgiver Adam Cohen sit fjerde album, som får titlen "Like A Man" og rummer 10 numre, der indimellem associerer til hans fars 60'er-70'er- optagelser.

Førhen har Adam undgået sange, som var forbundet med hans fars musik, og spørgsmål om sin berømte far. Og det er først med denne udgivelse, at Adam har haft mod til at udgive numrene - med stolthed. Et eksempel er nummeret "Out Of Bed", som egentlig blev skrevet for 20 år siden i løbet af Adams tid på college.

Albummet "Like A Man" er blevet skabt med hjælp og opmuntring fra den gamle ven og producer Patrick Leonard (Madonna, Elton John, Rod Stewart), og Adam selv kalder den kommende udgivelse for sin mest stolte og kunstneriske, personlige og ærlige præstation til dato.


Faderen Leonard har rost sin søn og sagt, at numrene "What Other Guy" og "Just A Man" er to kærlighedssange i verdensklasse, hvortil Adam har svaret:

"Det er så dejligt at høre sådan noget fra ens far, uanset hvem han er, især da det er præcis, hvad jeg selv synes".

Fornylig skrev vi her på GAFFA, at der ligeledes er nyt på vej fra 76-årige Leonard Cohen. Til foråret vil den aldrende digter og sangskriver slippe sit første studiealbum i otte år. Fra 2008 til december 2010 var Leonard optaget af en omfattende comebackturné – den første siden 1993 – som også inkluderede fire danske koncerter.


Sønnike Adam Cohens kommende og fjerde album "Like A Man" frigives den 3. oktober på Cooking Vinyl. 

Du kan høre Adam fortælle om sin fjerde udgivelse her.

I forbindelse med udgivelsen af sit fjerde album "Like A Man" drager Adam Cohen på Europaturné fra den 26. oktober til den 4. december, hvor han også besøger Danmark. Dato er dog endnu ikke fastlagt.


Tracklisten til "Like A Man" ser ud som følger:

01. Out Of Bed
02. Matchbox
03. Like A Man
04. Sweet Dominique
05. What Other Guy
06. Girls These Days
07. Lie Alone
08. Overrated
09. Beautiful
10. Stranger
Du kan læse mere om Adam Cohen via hans oficielle hjemmeside.
 
ANNONCE