Nyhed

Loutallica-album udkommer til oktober

Udgivelsesdato og detaljer om Lou Reed og Metallicas fælles plade klar

Som tidligere rapporteret har Lou Reed et album i støbeskeen sammen med Metallica, og nu har "Loutallica"  - som de kalder sig - netop lanceret en hjemmeside, der løbende bliver opdateret med detaljer om samarbejdet og den kommende studieplade, hvis ti  numre er færdigindspillet og klar til udgivelse den 31. oktober.

Der er tale om Reeds sange til Robert Wilsons skuespil Lulu, som bliver sat op i Paris dette efterår. Lulu, som også er den foreløbige titel på albummet, er inspireret af tyske Frank Wedekinds stykker Erdgeist (1895) og Die Büchse der Pandora (1904), som er kendt under samlebetegnelsen "Lulu"-stykkerne, idet de begge handler om den unge danserinde Lulus liv.

Endnu ingen turnéplaner

Reed udarbejdede egentlig teksterne og de musikalske skitser med henblik på en teaterproduktion i Berlin, men valgte at tage kontakt til Metallica, efter at gruppen havde ageret backingband for den snart 70-årige Reed i forbindelse med Rock & Roll Hall of Fames 25 års jubilæum i 2009.

De overraskende musikalske kollaboratører samledes i Metallicas californiske studie i maj og indspillede albummets ti sange, der tæller titler som "Junior Dad", "Mistress Dread" og "Pumping Blood". Der foreligger foreløbig ingen planer om turnéaktivitet i forbindelse med udgivelsen.

Samtidig med lanceringen af den nye hjemmeside har Reed på sin egen side streamet en serie indspilninger med avantgardejazz-legenden Ornette Coleman, som iøvrigt også medvirkede på Reeds ambitiøse Edgar Allan Poe-projekt The Raven fra 2003. Der tale om syv forskellige takes af nummeret "Guilty", og Reed kalder med store bogstaver optagelserne "et af mine største øjeblikke".


ANNONCE